5 Gode Grunde til at du skal se WrestleFest i Viborg d. 14 september

BODYSLAM! Pro Wrestling præsenterer WrestleFest på Paletten i Viborg den 14. september. Fotograf: Peter Troest

Når BODYSLAM! Pro-Wrestlings arrangement WrestleFest løber af stablen den 14. september på Paletten i Viborg, så bliver det med et tordenbrag af action, scenekunst og atletik. Hvad er det lige wrestling kan, og hvorfor skal du tage ind og se BODYSLAMs show den 14. september? Det giver jeg 5 gode grunde til i dette blogindlæg. (Køb billet her)
Hvad er professionel wrestling?
Professionel Wrestling er stadigvæk et forholdsvist ukendt fænomen i Danmark, så når de fleste danskere tænker på professionel wrestling, så vil jeg vove at påstå at, der opstår én af to associationer. Enten falder tankerne på den mastodontiske morsingbo Asbjørn Riis og hans mange genkendelige udråb i Bjørns Wrestling på TV3 tilbage i 90’erne. Det er med udråb som ’U-BEHAGELIG’ og ’Hold dig i form, spis sundt og tro på dig selv – YEAH!’, at Riis i årtier har været med til at forme danskernes indtryk af wrestling. Asbjørn Riis har således været den danske repræsentant for wrestling, og gennem hans virke som dansk celebrity har han skabt en form for bevidsthed omkring wrestlings eksistens. Den anden association leder tankerne på Amerika og den verdensomspændende wrestlingorganisation WWE, hvor giganter som den ærkeamerikanske Hulk Hogan, Macho Man Randy Savage og Hollywoodfilmstjernen Dwayne ’The Rock’ Johnson har haft brydekampe iført tætsiddende spandeks foran titusinder af hujende fans.

Rammen for en professionel wrestlingkamp
I en wrestlingkamp er resultatet aftalt på forhånd, og hvad der sker inde i ringen er, i varierende grader, ligeledes aftalt. Wrestling handler om at fortælle en historie inde i ringen, at underholde publikum og spille på deres følelser ved at få dem til at heppe på helten (face) eller buhe af skurken (heel). Med udgangspunkt i en almindelig 1 mod 1 kamp, så kan kampen vindes via pinfall – at en wrestler holder modstanderens skuldre nede mens dommeren tæller til tre. Submission – At en wrestler overgiver sig, når han ikke kan komme ud af den anden wrestlers greb. Countout – At en wrestler ikke vender tilbage til ringen før dommeren har talt til 10.
Der findes utallige variationer af wrestling kampe. Nogle kampe har flere deltagere, mens andre har stiger, stole og borde, som står til wrestlernes frie afbenyttelse. Uanset kamptypen, så er formålet altid at underholde publikum i denne kunstform, som er lige dele sportsgren og teater. I wrestling går skuespil, akrobatik og scenekunst op i en højere enhed.  

1. Wrestling er stemningsfyldt
Wrestling kan et eller andet når det kommer til at piske en stemning op. Hvad enten man er førstegangsseer eller inkarneret fan, så bliver man som publikum hurtigt revet med af wrestlernes kamp med hinanden; heltens akrobatiske kunnen eller skurkens nederdrægtige forsøg på at snyde sig til en sejr. Endvidere spiller wrestling som underholdningsform på vores evne til at relatere til historiefortælling og ligeledes vores ældgamle fascination af vold, som går helt tilbage til Romerrigets gladiatorkampe i Colosseum, eller i et mere nutidigt øjemed; boksning og MMA. Samtidig har wrestling med sine forudbestemte kampresultater en overskæring med teater og scenekunst. Hvor det i boksning blot handler om at vinde kampen så hurtigt som muligt, så handler det i wrestling om at fortælle en historie inde i ringen, som publikum kan relatere til. Wrestlerne har trænet i årevis for at kunne gøre de ting, som de gør i ringen og de har lært adskillige faldeteknikker, som gør dem til stuntmænd, der kan klare wrestlingkampene med så få skader som muligt.

Sveriges Elite – Steinbolt (venstre) og Harley Rage (Højre) Fotograf: Peter Troest

2. Wrestling er virkelighedsnært
Wrestling handler altså om at fortælle historier mellem modstridende parter. For at gøre handlingen relaterbar, så tager wrestling sit udgangspunkt i virkeligheden og populærkultur. Dette gør wrestlerne ved at påtage sig et gimmick – en karakter, som de spiller. BODYSLAM! Pro-Wrestling har et bredt galleri af helte og skurke, hvoraf et af de mest slående eksempler er tag teamet Sveriges Elite bestående af Steinbolt og Harley Rage (Set ovenfor). Disse to svenskere har etableret sig som skurke ved at spille på den nordiske arvefejde mellem Danmark og Sverige for at få publikum til at buhe dem. Andre eksempler kunne være veteranwrestleren Tank, der bruger sine stærkmandsevner og færdigheder i brasiliansk jiu-jitsu til at løfte taget på bygningen og sende sine modstandere op at flyve. Prædikeren Peter Olisander snyder i sine kampe ved at angribe med sin bog ’Sandheden’ og hans modstandere lærer hurtigt at sandheden gør ondt. Et gimmick kan tage udgangspunkt i stort set hvad som helst og er en vigtig del af at skabe wrestlerens identitet. Det er gimmicket der gør wrestleren til en karakter.    

3. Wrestling er en oplevelse
Når wrestlerne har givet den gas i ringen og lyset igen tændes, så sidder publikum tilbage med de historier, som wrestlerne har valgt at fortælle. Hvis alt er gået godt, så tager publikum historierne med sig, som hvis man havde set en biograffilm eller et teaterstykke. Wrestling bruger de samme virkemidler som andre former for scenekunst til at appellere til publikums følelser, men på en mere farverig og bombastisk måde, hvor paraden af forskellige aktørere og historier ræsonnerer forskelligt med den enkelte seer, alt efter seerens smag. Endvidere er BODYSLAM! Pro-wrestling meget inklusivt over for sit publikum og til den håndfuld shows, som jeg selv har været til i Aarhus, så har jeg set mange børnefamilier, hvor det har virket til at alle har haft en sjov aften.  
 

Emeritus og Chuck Cyrus tager deres Street Fight udenfor ringen på Train Fotograf: Fotojyden.com

4. Wrestling er interaktivt
At wrestling befinder sig i en gråzone imellem kontaktsport og teater kan for nogle mennesker lyde som en negativ ting; det tør ikke helt være det ene eller det andet. Wrestling behøver ikke være det ene eller det andet, fordi at det kan noget helt tredje. I kontaktsport handler det om at fælde modstanderen fremfor at have publikum in mente, hvilket kan lede til antiklimatiske slutninger og ikke udløste forhåbninger. Wrestlingkampe har selvfølgelig også forskellige opbygninger, men der er altid et fokus på det større narrativ, som giver publikum en eller anden form for forløsning. I teateret underholdes publikum af alt hvad der sker på de skrå brædder, men oftest er der en distance mellem performer og publikum. I wrestling bliver publikum taget helt ind tæt på den action der udspiller sig i ringen og bliver opfordret til at komme med investerede tilråb og reaktioner på hvad end der sker.

Den svenske valkyrie Sixt tæsker løs på Pinup Prinsessen Betty Rose i en 6-man tag team kamp Fotograf: Peter Troest

5. Wrestling er wrestling    
Wrestling er på mange måder en helt unik oplevelse ulig noget som helst andet. Det benytter en masse forskellige sceniske virkemidler og trækker på følelser på en måde, der rækker ud over det som film eller teater kan. Endvidere har wrestling mange facetter og begrænser sig ikke kun til en udøvelsesform. Alle variationer kommer fra den samme grundstamme, men med forskellige kulturer og konventioner, så kan forskellige organisationer forskellige ting. Amerikansk pro wrestling som WWE har meget pomp og pragt og kan give publikum en følelse af at de deltager i en begivenhed, der er større end livet selv. Det er spraglede karaktere og sæbeoperaagtige historier der er i højsæde her. Samtidig står den japanske organisation New Japan Pro Wrestling (NJPW) i fuldstændig kontrast til denne tilgang, idet deres begivenheder bliver vinklet som værende mere legitime sportsbegivenheder, hvor man blandt andet benytter sig af turneringer eller tidsbegrænsede kampe for at oprette denne illusion. I Mexico har organisationen Consejo Mundial de Lucha Libre (CMLL) sat på tronen af mexicansk wrestling i mange år. Her er det stilen Lucha Libre, som kommer til udtryk. Kampene er sat mellem en helt (technico), som udmærker sig gennem sine højtflyvende manøvrer og en skurk (rudo), som benytter feje kneb eller våben til at få bugt med helten. En stor forskel som mexicansk wrestling har fra andre typer, er at omdrejningspunktet ofte er masker og den ære der associeres med dem. Ved store shows har man ofte det der hedder en Luchas de apuestas – et slags væddemål, hvor de fejdende parter sætter noget på spil i kampen, heriblandt deres masker, som i høj grad symboliserer deres værdighed, da den største vanære i mexicansk wrestling er at tabe sin maske.   

Uanset formen, så har professionel wrestling altid noget at bidrage med på underholdningsfronten. Publikum bliver taget ud af deres hverdagsliv i et par timer for at se på virkelige superhelte, der går i flæsket på hinanden.  Wrestling bringer mennesker sammen og giver dem oplevelser, som de vil kunne huske længe efter dørene til kampsalen lukkes.   

Gloseliste:
Face – Helten i en wrestlingkamp. Kommer af udtrykket babyface.
Heel – Skurken i en wrestlingkamp. Udtrykket kommer fra det tidlige 20. århundredes engelsk.
Gimmick – En wrestlers karakter; Den rolle han/hun spiller.
Finisher og Signature – De angreb som associeres med wrestleren. Disse bruges til at afgøre kampen.
Tag Team – To wrestlere, som kæmper sammen.
Stable – Tre eller flere wrestlere, som arbejder sammen som en gruppe.
Street Fight – En kamp hvor wrestlerne kan benytte våben og strategier, som ellers ikke er tilladt i en normal kamp. Har andre variationer: Falls Count Anywhere, Hardcore Match, No Holds Barred.
TLC – Står for Tables, Ladders and Chairs. En kamp hvor borde, stiger og stole benyttes. Kampen vindes som regel ved at benytte stigen til at anskaffe et objekt (oftest en mesterskabstitel eller en kontrakt), der hænger over ringen.

Hvis du vil vide mere:
WWE Network – WWEs streamingtjeneste med månedlige PPVs og et enormt bagkatalog. (9.99 dollars i måneden)
NJPWworld – New Japan Pro Wrestlings streamingtjeneste. (999 yen i måneden)
WXWNow – Europæisk streamingtjeneste, hvor du kan se Bodyslams bagkatalog og andre europæiske forbund.
The Comic Book Story of Professional Wrestling – En tegneserie der grundigt forklarer wrestlings historie og udvikling med en dynamisk fortællestil.
The Wrestler (2008) – Spillefilm med Mickey Rourke i hovedrollen, som den fiktive wrestlinglegende Randy ‘The Ram’ Robinson. Filmen kaster lys på branchens skyggesider og de ofre, som wrestlerne gør sig for at forfølge deres drøm

Bag forfatteren:
Mit navn er Nicolai Skjoldborg Isaksen og jeg er 26 år gammel. Jeg er bosat i Viborg, men kommer oprindeligt fra Thisted. Jeg er opvokset med to ældre brødre, som begge to så wrestling på TV3 og TV Danmark i 90’erne. Jeg er således opvokset med wrestling og det har været min største interesse og passion, så længe jeg overhovedet kan huske.

Nicolai Skjoldborg Isaksen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create your website at WordPress.com
Get started
%d bloggers like this: